Da verden gik i stå

vi anbefaler
Vi er i coronakrisen del af en helt speciel epoke i verdenshistorien. Lad dine elever sætte ord på de tanker, afsavn og bekymringer, krisen har medført, og hjælp dem godt på vej tilbage til hverdagen.

Gennem coronakrisen har eleverne, ligesom alle os andre, været en del af en helt speciel epoke i danmarkshistorien – ja, i verdenshistorien – og det, de har oplevet, har været både voldsomt, bekymrende og måske til tider også ensomt. Men som bekendt er det ofte i mørket, vi ser lyset, så måske har krisen samtidig åbnet vores øjne for at se værdien i hverdagen, og måske har den medvirket til at udvikle en fællesskabsånd, fået os til at tænke mere solidarisk på samfundets svage og på, at vi alle må bidrage ved at udvise samfundssind og løfte i flok.

Sådanne efterrationaliseringer sker dog sjældent ‘af sig selv’ hos børn, men først efter oplevelserne har været tænkt igennem og efterfølgende italesat og drøftet med andre.

Forløbet her giver anledning til, at den enkelte elev reflekterer over de oplevelser, bekymringer, afsavn og håb, krisen har afstedkommet, og det ender med, at hver enkelt elev fremstiller en lille multimodal plakat eller bog, der kan fungere som et personligt historisk dokument, og som bevidner denne helt specielle tid, hvor verden var sat på pause.

Selv om krisen har været verdensomspændende og har haft kolossale globale konsekvenser, både sundhedsmæssigt og økonomisk, har den sandsynligvis også været oplevet som en krise i hver enkelt familie – ja, i hvert enkelt individ – herunder selvfølgelig også børn.

Da krisen har bredt sig ud over hele sendefladen i samtlige nyhedsudsendelser på tv, har børnene ikke kunnet undgå at se billeder fra overfyldte hospitaler rundt om i verden, se politikere, der i alvorlige miner har fremvist grafer over stigende dødstal, høre om økonomisk kollaps osv. Alt sammen noget, der har medført bekymringer hos os alle, og heller ikke her går børnene fri. Men frem for at forsøge at lægge låg på bekymringerne er det vigtigt at få sat ord på dem og lade børn erfare, at en krise også kan give anledning til, at man glædes over det, der var før krisen, med en bevidsthed om, at en sådan hverdag nok skal vende tilbage.

Indgår i temaet

Corona på skoleskemaet

Se tema

Relaterede læremidler

Få adgang til det hele

Prøv den fulde adgang til Forstå.dk og følg dine favorit organistationer og saml de bedste læremidler til din undervisning.